Sorry, this entry is only available in Danish and Russian.
2012-01-26
7 Comments
Jeg har nu læst 120 sider. Ellen har ret i, at det er let at læse og der er mange interessante billeder, som gjorde et stort indtryk på mig. Jeg er specielt begejstret over at læse om kvindelig pioner i den danske historie. Jeg opfatter dem som virkelige helte. En af dem er Nielsine Nilsen (1850-1916), som var den første kvindelige danske læge.
Københavns Universitet blev åbnet for kvindelige studerende i 1875 og i 1885 tog Nielsine Nielsen lægevidenskabelig embedseksamen. I 1889 nedsatte hun sig som den første kvindelige praktiserende læge i København. Hun oplevede modviljen mod kvindelige akademikere, og ikke mindst blev hendes ønske om at uddanne sig og virke som læge, blev modarbejdet af mandlige kolleger. Nielsine Nielsen var kvindepolitisk aktiv og kæmpede for ligeberettigelse gennem Dansk Kvindesamfund.
Jeg var ked af at læse at hun aldrig giftede sig, fordi hun skulle vælge mellem jobbet og ægteskab. En af Nielsines veninder, som også var læge, blev fyret fordi hun giftede sig.
Det undrer mig meget at høre, at hendes ønske om at uddanne sig til gynækolog blev modarbejdet af foregangsmanden på området. Jeg syntes at det er naturligt for kvindelige læger at være gynækologer. I bogen har jeg med stor interesse læst forklaringen på, hvorfor mænd var imod: ”Sammen men præster og militærfolk var gynækologerne de argeste modstandere af at give kvinder adgang til deres fag. Kontrollen med kvinders seksualitet og fertilitet, kontakten til Gud og forsvaret af nationens jord skulle bevares som maskuline eksklusivaftaler.”
Jeg anbefaler andre medlemmer af vores kvindeforening at læse Lillys Danmarkshistorie fordi bogen ikke kun oplyser vigtige fakta, men også forklarer dem og dermed udvikler vores forestilling om kvinders kamp og kvinders sag. Jeg synes specielt at det er meget aktuelt for os indvandrere, fordi vi hverken har læet eller diskuteret det i skoler eller institutioner. Det er efter min mening grunden til, at mange af os ikke kan lide at høre om ligestilling eller feminismen.
Jeg har desværre ikke tid og overskud til at deltage i læseklubben på nuværende tidspunkt. Men jeg vil alligevel gerne foreslog, at klubben læser noveller af Tove Ditlevsen.
Tove Ditlevsen (1917-1976) skrev digte, essays, noveller, romaner og masser af journalistik. Hun er en af de store klassikere inden for dansk litteratur. Tove Ditlevsen bevæger sig i sit forfatterskab mellem det selvbiografiske og det fiktive med fokus på angsten og smerten, det “brændte” barn og de voksnes psykiske problemer.
Jeg synes, at især novellen “Kolonihaven” vil være god at læse for klubben. Den giver et indblik i danske familierelationer (omend de måske lidt mere mørke af slagsen). Den er ikke særlig lang og sproget er ikke specielt svært.
Rigtig god fornøjelse!
Jeg glemte at skrive, at “Kolonihaven” findes i følgende novellesamlinger af Tove Ditlevsen: “Frygt”, “Samlede noveller”, “Forår”, “Den fulde frihed” og “Noveller” 1977, som alle kan lånes på folkebiblioteket.
Author
Kære Jennie! Mange tak for dine anbefalinger, dem vil vi lytte til.
Med hjertet i halsen har jeg læst Anna Hudes livshistorie. Hun blev Danmarks første dr. phil. i 1893.
Da hun kom til København i 1879 for at studere, boede hun hos en onkel. Familiens huslæge, en gift mand midt i tresserne, voldtog hende. Nogle måneder senere passede Anna Hude ham op og affyrede to skod mod ham. Hun blev straks arresteret i en tilstand grænsende til sindsforvirring. Lægen overlevede attentatet, men hængte sig siden i sin celle. Anna Hude fik en fængselsdom på et år – en mild dom i forhold til anklagerens krav om maksimumstraffen på atten år. Anna Hude afsonede imidlertid kun fem måneder af sin straf og forsætte sine studier i fængslet, i øvrigt med økonomisk støtte af Kultusministeriet og Dansk Kvindesamfund. Efter alt at dømme blev hun gennem studiet stærkt støttet og opmuntret af lærerne, især professorerne Joh. Steenstrup og Kr. Erslev, som hun langt senere blev gift med.
Hun blev senere frontfigur i Politisk Kvindeforening og appellerede til velstående kvinder om at holde sammen med kvinder fra andre sociale lag i spørgsmålet om valgret.
Lillys Danmarkshistorie fortalte om mange detaljer og ting, som man kan ikke læse i en encyklopædi eller i biografiske artikler. I Anna, Nielsine og andre pionerers historier man kan sætte fokus på, at de alle fik de bedste karakterer i eksamener og specialer. De blev rustet til opgaven. Det var eneste vej til at blive i stand til at få anerkendelse i mændenes verden – at blive bedst.
Men det er også vigtigt at mærke, at der var mange progressive mænd som hjælp kvinder i deres kamp for liggestilling.
Jeg har boet i Danmark i næsten 8 år, men jeg kan stadigvæk huske en af mine første store oplevelser af danske historie. Der var dengang da min mand arrangerede en lille tur på Nørrebro for mig og min veninde fra Estland. Pludselig så vi en gammel bygning på Brohusgade, hvor der stod at det var Døveforeningen af 1866. Vi troede ikke vores egne øjne. Jeg kan ikke forestille mig at mennesker samles og danner deres egen forening i 1866. En forening, som har hjulpet dem til at klare sig. Jeg tænkte: Hvad foregik der på samme tidspunkt i mit land? Hvornår hørte jeg første gang om frivillige foreninger? I slutningen af 1990? Efter mere end hundrede år efter første forening etableredes i Danmark?
Hver gang jeg på introduktionskurser og i sprogcentret hørte, at Danmark er et foreningsland, er jeg kommet i tanke om den foreningsbygning, og det gav mig en lidt dybere fornemmelse for, hvad det betyder. I Lillys Danmarkshistorier læser jeg med stor interesse om de første kvindeforeninger i Danmark, som også blev dannet i 1870-1880.
I modsætning til den engelske suffragette-bevægelse, som brugte militante metoder, anvendte de danske kvindeforeninger metoder, der skulle gøre de danske kvinder bevidste om deres manglende rettigheder. Man skrev artikler til, holdt foredrag, stillede spørgsmål til politikerne og lavede bredt oplysningsarbejde.
Det var tankevækkende oplysningen, hvorfor man kan ikke få bare én forening, men flere forskellige foreninger, der havde hver deres argumenter for at give kvinden valgret.
Middelklassens kvinder var først og fremmest interesseret i bedre uddannelse af kvinder og en forbedring af kvindens rettigheder. De organiserede sig fx i Dansk Kvindesamfund, der blev stiftet i 1871. Man gik dog forsigtigt frem og havde derfor ikke stemmeretten på programmet før 1906, selvom foreningen gik ind for kommunal stemmeret til selverhvervende ugifte kvinder og enker.
Arbejderkvinderne organiserede sig først og fremmest i Kvindeligt Arbejderforbund, der blev stiftet i 1885. De ønskede bedre arbejdsvilkår og højere løn. For dem var valgretten uløseligt forbundet med arbejderens frigørelse. Man ville dermed få et samfund, hvor mænd og kvinder var lige og havde de samme rettigheder.
I 1886 skiltes vandene i Dansk Kvindesamfund, og flere fremtrædende medlemmer, herunder stifteren Mathilde Bajer, forlod foreningen for at stifte Kvindelig Fremskridtsforening. Som noget nyt havde de ikke blot kvindesagen på programmet, men også arbejdersagen. Foreningen gik ind for kvindelig stemmeret, men blev aldrig toneangivende på grund af sine radikale tanker om tidens nye ideer.
Det blev i stedet præstefruen Line Luplau, der med stiftelsen af Kvindevalgrets-foreningen i 1889 kom til at stå i spidsen for den første forening i Danmark, der alene havde kvindens stemmeret på dagsordenen. Hun vakte først og fremmest opsigt med en omfattende underskriftsindsamling, hvor Varde-egnen alene talte 1700 stemmer. Det fik politikerne til at tænke.
Efter at jeg har læst historierne om forskellige kvindeforeninger i bogen, har jeg bedre kunnet forstå en tese, som jeg har hørt tit: Ingen kvindekamp uden klassekamp – ingen klassekamp uden kvindekamp.
Kære Alma! Det er et rigtig fint indlæg om foreningernes betydning for kvindebevægelsen i Danmark og om hvor meget man gennem foreningerne kan udrette. For os danskere er det bare en naturlig del af tilværelsen. Jeg håber, du udbreder din viden til andre lande, som kan bruge det i deres kamp for at forbedre deres forhold, uanset landets styre i øvrigt. Glæder mig til næste bogmøde. Jeg er stolt af dit intensive arbejde for udenlandske kvinder i Danmark.
Jeg har nu læst 120 sider. Ellen har ret i, at det er let at læse og der er mange interessante billeder, som gjorde et stort indtryk på mig. Jeg er specielt begejstret over at læse om kvindelig pioner i den danske historie. Jeg opfatter dem som virkelige helte. En af dem er Nielsine Nilsen (1850-1916), som var den første kvindelige danske læge.
Københavns Universitet blev åbnet for kvindelige studerende i 1875 og i 1885 tog Nielsine Nielsen lægevidenskabelig embedseksamen. I 1889 nedsatte hun sig som den første kvindelige praktiserende læge i København. Hun oplevede modviljen mod kvindelige akademikere, og ikke mindst blev hendes ønske om at uddanne sig og virke som læge, blev modarbejdet af mandlige kolleger. Nielsine Nielsen var kvindepolitisk aktiv og kæmpede for ligeberettigelse gennem Dansk Kvindesamfund.
Jeg var ked af at læse at hun aldrig giftede sig, fordi hun skulle vælge mellem jobbet og ægteskab. En af Nielsines veninder, som også var læge, blev fyret fordi hun giftede sig.
Det undrer mig meget at høre, at hendes ønske om at uddanne sig til gynækolog blev modarbejdet af foregangsmanden på området. Jeg syntes at det er naturligt for kvindelige læger at være gynækologer. I bogen har jeg med stor interesse læst forklaringen på, hvorfor mænd var imod: ”Sammen men præster og militærfolk var gynækologerne de argeste modstandere af at give kvinder adgang til deres fag. Kontrollen med kvinders seksualitet og fertilitet, kontakten til Gud og forsvaret af nationens jord skulle bevares som maskuline eksklusivaftaler.”
Jeg anbefaler andre medlemmer af vores kvindeforening at læse Lillys Danmarkshistorie fordi bogen ikke kun oplyser vigtige fakta, men også forklarer dem og dermed udvikler vores forestilling om kvinders kamp og kvinders sag. Jeg synes specielt at det er meget aktuelt for os indvandrere, fordi vi hverken har læet eller diskuteret det i skoler eller institutioner. Det er efter min mening grunden til, at mange af os ikke kan lide at høre om ligestilling eller feminismen.
Jeg har desværre ikke tid og overskud til at deltage i læseklubben på nuværende tidspunkt. Men jeg vil alligevel gerne foreslog, at klubben læser noveller af Tove Ditlevsen.
Tove Ditlevsen (1917-1976) skrev digte, essays, noveller, romaner og masser af journalistik. Hun er en af de store klassikere inden for dansk litteratur. Tove Ditlevsen bevæger sig i sit forfatterskab mellem det selvbiografiske og det fiktive med fokus på angsten og smerten, det “brændte” barn og de voksnes psykiske problemer.
Jeg synes, at især novellen “Kolonihaven” vil være god at læse for klubben. Den giver et indblik i danske familierelationer (omend de måske lidt mere mørke af slagsen). Den er ikke særlig lang og sproget er ikke specielt svært.
Rigtig god fornøjelse!
Jeg glemte at skrive, at “Kolonihaven” findes i følgende novellesamlinger af Tove Ditlevsen: “Frygt”, “Samlede noveller”, “Forår”, “Den fulde frihed” og “Noveller” 1977, som alle kan lånes på folkebiblioteket.
Kære Jennie! Mange tak for dine anbefalinger, dem vil vi lytte til.
Med hjertet i halsen har jeg læst Anna Hudes livshistorie. Hun blev Danmarks første dr. phil. i 1893.
Da hun kom til København i 1879 for at studere, boede hun hos en onkel. Familiens huslæge, en gift mand midt i tresserne, voldtog hende. Nogle måneder senere passede Anna Hude ham op og affyrede to skod mod ham. Hun blev straks arresteret i en tilstand grænsende til sindsforvirring. Lægen overlevede attentatet, men hængte sig siden i sin celle. Anna Hude fik en fængselsdom på et år – en mild dom i forhold til anklagerens krav om maksimumstraffen på atten år. Anna Hude afsonede imidlertid kun fem måneder af sin straf og forsætte sine studier i fængslet, i øvrigt med økonomisk støtte af Kultusministeriet og Dansk Kvindesamfund. Efter alt at dømme blev hun gennem studiet stærkt støttet og opmuntret af lærerne, især professorerne Joh. Steenstrup og Kr. Erslev, som hun langt senere blev gift med.
Hun blev senere frontfigur i Politisk Kvindeforening og appellerede til velstående kvinder om at holde sammen med kvinder fra andre sociale lag i spørgsmålet om valgret.
Lillys Danmarkshistorie fortalte om mange detaljer og ting, som man kan ikke læse i en encyklopædi eller i biografiske artikler. I Anna, Nielsine og andre pionerers historier man kan sætte fokus på, at de alle fik de bedste karakterer i eksamener og specialer. De blev rustet til opgaven. Det var eneste vej til at blive i stand til at få anerkendelse i mændenes verden – at blive bedst.
Men det er også vigtigt at mærke, at der var mange progressive mænd som hjælp kvinder i deres kamp for liggestilling.
Jeg har boet i Danmark i næsten 8 år, men jeg kan stadigvæk huske en af mine første store oplevelser af danske historie. Der var dengang da min mand arrangerede en lille tur på Nørrebro for mig og min veninde fra Estland. Pludselig så vi en gammel bygning på Brohusgade, hvor der stod at det var Døveforeningen af 1866. Vi troede ikke vores egne øjne. Jeg kan ikke forestille mig at mennesker samles og danner deres egen forening i 1866. En forening, som har hjulpet dem til at klare sig. Jeg tænkte: Hvad foregik der på samme tidspunkt i mit land? Hvornår hørte jeg første gang om frivillige foreninger? I slutningen af 1990? Efter mere end hundrede år efter første forening etableredes i Danmark?
Hver gang jeg på introduktionskurser og i sprogcentret hørte, at Danmark er et foreningsland, er jeg kommet i tanke om den foreningsbygning, og det gav mig en lidt dybere fornemmelse for, hvad det betyder. I Lillys Danmarkshistorier læser jeg med stor interesse om de første kvindeforeninger i Danmark, som også blev dannet i 1870-1880.
I modsætning til den engelske suffragette-bevægelse, som brugte militante metoder, anvendte de danske kvindeforeninger metoder, der skulle gøre de danske kvinder bevidste om deres manglende rettigheder. Man skrev artikler til, holdt foredrag, stillede spørgsmål til politikerne og lavede bredt oplysningsarbejde.
Det var tankevækkende oplysningen, hvorfor man kan ikke få bare én forening, men flere forskellige foreninger, der havde hver deres argumenter for at give kvinden valgret.
Middelklassens kvinder var først og fremmest interesseret i bedre uddannelse af kvinder og en forbedring af kvindens rettigheder. De organiserede sig fx i Dansk Kvindesamfund, der blev stiftet i 1871. Man gik dog forsigtigt frem og havde derfor ikke stemmeretten på programmet før 1906, selvom foreningen gik ind for kommunal stemmeret til selverhvervende ugifte kvinder og enker.
Arbejderkvinderne organiserede sig først og fremmest i Kvindeligt Arbejderforbund, der blev stiftet i 1885. De ønskede bedre arbejdsvilkår og højere løn. For dem var valgretten uløseligt forbundet med arbejderens frigørelse. Man ville dermed få et samfund, hvor mænd og kvinder var lige og havde de samme rettigheder.
I 1886 skiltes vandene i Dansk Kvindesamfund, og flere fremtrædende medlemmer, herunder stifteren Mathilde Bajer, forlod foreningen for at stifte Kvindelig Fremskridtsforening. Som noget nyt havde de ikke blot kvindesagen på programmet, men også arbejdersagen. Foreningen gik ind for kvindelig stemmeret, men blev aldrig toneangivende på grund af sine radikale tanker om tidens nye ideer.
Det blev i stedet præstefruen Line Luplau, der med stiftelsen af Kvindevalgrets-foreningen i 1889 kom til at stå i spidsen for den første forening i Danmark, der alene havde kvindens stemmeret på dagsordenen. Hun vakte først og fremmest opsigt med en omfattende underskriftsindsamling, hvor Varde-egnen alene talte 1700 stemmer. Det fik politikerne til at tænke.
Efter at jeg har læst historierne om forskellige kvindeforeninger i bogen, har jeg bedre kunnet forstå en tese, som jeg har hørt tit: Ingen kvindekamp uden klassekamp – ingen klassekamp uden kvindekamp.
Kære Alma! Det er et rigtig fint indlæg om foreningernes betydning for kvindebevægelsen i Danmark og om hvor meget man gennem foreningerne kan udrette. For os danskere er det bare en naturlig del af tilværelsen. Jeg håber, du udbreder din viden til andre lande, som kan bruge det i deres kamp for at forbedre deres forhold, uanset landets styre i øvrigt. Glæder mig til næste bogmøde. Jeg er stolt af dit intensive arbejde for udenlandske kvinder i Danmark.