På Kvindernes Internationale Kampdag vil ”Verdens kvinder i Danmark” sætte, i samarbejde med VerdensKulturCentrets Kvindeforum og Integrationshuset Kringlebakken, fokus på etniske minoritetskvinders kamp. En kamp for at holde fast i værdier som frihed til at vælge, kampen for at få lov til at være forskellig og kampen for at blive hørt, på trods af at etniske minoritetskvinder ikke taler fra en magtposition. Idéen med event d. 8. marts er, at indvandrerkvinder gerne vil vise deres styrke, evner og bekymring.
Eventen starter med en fernisering af udstillingen ”Stemmer fra Kringlebakken”, som er fiktive valgplakater med indvandrerkvinder. Udstillingen foregår i VerdensKulturCentrets cafe. På valgplakaterne vil der stå: ”Ligeret til alle”, “Flere højtuddannede kvinder”, “Flere kvinder i politik” og “Fleksibel udlændingelov”.
Bag de fiktive valgplakater står en gruppe kvinder, der har boet i Danmark i alt fra et ½ til 10 år, men som ikke kan stemme til folketingsvalget. Kvinderne kommer fra det meste af verden og har tilknytning til Integrationshuset Kringlebakken, der står bag initiativet til udstillingen “Stemmer fra Kringlebakken”. Valgplakaterne er både et udtryk for kvindernes forskellige baggrunde og ambitioner om at blive en del af det danske samfund.
Med visningen af “Stemmer fra Kringlebakken” ønsker arrangører at skabe rum for en mere flerstemmig debat om mangfoldighed og inklusion. En række kvinder fra Integrationshuset Kringlebakken vil være til stede for at gå i dialog med deltagerne og fortælle om projektets baggrund.
Efterfølgende giver arrangørerne stafetten til etniske minoritetskvinders kor ”Verdens Sirener”. ”Verdens Sirener” er et godt eksempel på indvandrerkvinder, som har taget sagen i egen hånd og opnået stor succes med det. Det startede som et VerdensKulturCentret-projekt, men er nu blevet til en selvstændig forening. Koret har eksisteret siden oktober 2009 og har indtil nu samlet 30 kvinder fra i alt 20 nationer, som synger på 15 forskellige sprog. ”Verdens Sirener” mødes én aften ugentligt i to timer i VerdensKulturCentret. I samarbejde med korets energiske og entusiastiske dirigent Tatiana Kisselova Gudnæs udvælges et repertoire blandt de mest sangbare danske fællessange og etniske folkesange.
Koret sætter fokus på, at sangen er et samlingspunkt på tværs af kulturer i Danmark. Sangen kan være med til at mindske oplevelsen af eksklusion, da man, når man synger, oplever et fællesskab med andre – uanset etnisk baggrund. Sange kan vække nysgerrighed, og nysgerrighed er den vigtigste motivation for at lære noget. I et kor er der også stor fokus på ressourcer og evnen til at samarbejde. Når man indstuderer sangene skal man disponere sine kræfter godt og lytte og justere sin stemme i forhold til de andre i koret. Dette er nyttig egenskab, man kan tage med sig videre i arbejdslivet og i andre relationer, hvor der er fokus på interaktion mellem mennesker. Igennem sang kan kvinderne lære noget om sig selv, sproget, livet, historien og følelserne. Sangen kan på den måde være en nøgle til bedre forståelse mellem kulturer og måske lette vejen til en bedre integration.
Korister har valgt at kalde koret ”Verdens Sirener”. Sirener refererer både til de kvinder, der i den græske mytologi lokkede sømænd med deres sang, men også til ordets betydning af en alarm, som udsender varsler. Det passer meget godt til d. 8. marts formål om at rejse aktuelle emner. På eventen vil ”Verdens Sirener” synge min. i 30 minutter.
I løbet af eventen vil foreningen ”Verdens kvinder i Danmark” desuden arrangere Express tests til deltagerne om kvinders kamp for politisk indflydelse. Formål med testen er at udvikle indvandrerkvinders viden om emnet. Alle deltagere i eventen kan få test med 10 spørgsmål om kvinders politiske kamp. Med hjælp fra en frivillig fra vores forening kan de evaluere deres viden med det samme. De vil desuden få en lille pjece, som blev udarbejdet af vores frivillige og som fortæller kort om kvinders politiske kamp.
Indvandrerkvinder mangler viden om kampen for ligestilling, som Verdens kvinder i Danmark ønsker at uddybe med testen. Erfaringen viser at kvinder fra f.eks. østeuropæiske lande opfatter d. 8. marts som en festlig dag, hvor mænd skal være gentlemen og give dem blomster og gaver. De har ikke fornemmelse for at dagen er en kvinders kampdag og at formålet er at synliggøre aktuelle emner om ligestilling. Mange kvinder fra Asien og Latin Amerika har endog aldrig hørt om 8. marts.
Alle deltagere i testen, som viser et godt resultat, får en præmie i slutningen af eventen.
flot skrevet, alma!!!! ærgerligt at jeg ikke kunne være med d.8 marts til jeres arrangement!!