Op mod 50 kvinder og tre mænd var den 8. marts mødt op i VerdensKulturCentret til debat om det ‘dobbelte glasloft’ for kvindelige ledere med etnisk baggrund – kvindekamp eller etnisk kamp? I anledningen af Kvindernes Internationale Kampdag var tre kvinder i lederstillinger med anden etnisk baggrund end dansk inviteret til at lægge op til debat om de etniske kvindernes vilkår i ledelserne og på arbejdsmarkedet.
Arrangementet var arrangeret i et samarbejde mellem VerdensKulturCentrets Kvindeforum, Q Freedom og Verdens Kvinder i Danmark.
I panelet sidder Saida Benakrich, områdesouschef i Center for Ledelse KK, Københavns Kommune, Rubina Afzal, vicebiblioteksleder på Halsnæs Bibliotekerne, tidligere leder af Vollsmose Bibliotek og leder af Vesterbro og Sydhavnens Biblioteker, samt Ayfer Baykal, medlem af Københavns Borgerrepræsentation for SF, folketingskandidat i Herlev og Rødovre og konsulent i Frederiksberg Kommune med mangfoldighed og frivillige foreninger.
Debatten indledes kl. 19.00 af Yildiz Akdogan, et af de første kvindelige medlemmer af Folketinget med nydansk baggrund, som pointerer, hvorfor 8. marts stadig er vigtig at fejre og markere. Hun peger på, at selvom forholdene for kvinder i Vesten umiddelbart er langt bedre end forholdene for kvinder i ulandene, er der mange områder, hvor forholdene for kvinder halter efter mændenes. Yildiz’ pointe er, at kvindekampen er en kamp for ligestilling, og retter dette fokus på kønskampen. Hun forklarer, hvorfor hun mener, at regeringens politik, bl.a. 450-timers-reglen, kun skaber en øget ulighed mellem kønnene.
Herefter starter ordstyrer Elmas Berke, talskvinde for Q Freedom, debatten ved at give ordet til paneldeltage, som har sæt fokus på etniske kvinder indenfor ledelse:
– Hvilke former for barrierer møder de etniske kvinder?
– Spiller Janteloven en rolle eller er der blot tale om forskellig forståelse af organisatoriske opbygninger?
– Er spillereglerne på ledelsesplan anderledes end almindelige jobs?
– Er forventningerne anderledes?
Den store debat blev spørgsmålet om kvoter, som blev rejst af publikum. Man kan læse et detaljeret referat fra debatten, som vi har fået fra Sanne Karlskov, frivillig i Danner, her.
Karlygash Amandosova, Lena Boel, Polina Ottesen, Tanja Bushmeleva, Marina Pedersen, Inna Emman, Lidia Rasmussen, Bethel Hagos og Alma Bekturganova deltog i mødet på foreningens vegne.