mening vil jeg finde i dig …
(Aleksandr Sergejevitj Pusjkin)
Vi er modne mennesker, der er opvokset i forskellige kulturelle traditioner i de lande, hvor vi er født og har boet det meste af vores liv. I dag bor vi fast i Danmark, og er dermed, enten vi vil det eller ej, blevet en del af den danske kultur med dennes værdier og traditioner. Når vi siger ”enten vi vil det eller ej” betyder det, at vi som mennesker ikke kan lade være med at tage stilling til det, vi ser og hører i vores dagligdag. Dette kan være på en mere eller mindre bevidst måde, men helt udenfor kan vi aldrig stille os.
Essensen af menneskers liv er, uden tvivl, på mange måder ens. Uanset hvor vi er født, opvokset og bor, har vi sikkert mere tilfælles, end det, der adskiller os. Kærlighed og lidelser, glæde og sorg, håb og skuffelse tillige med eksistentielle vilkår som fx fødsel, opvækst, liv og død, sommer og vinter, mænd, ægteskaber og børn. På denne måde kan vi derfor godt forstå de fleste mennesker over hele verden, uanset hvilken kultur de er opvokset i.
Idéen om at starte en litterær læserklub stammer fra vores ønske om at lære at kende og forstå vores nye lands værdier, moral, historie og sprog.
At vi har valgt at beskæftige os med den danske litteratur er ikke tilfældigt. Den danske litteratur afspejler netop på mange måder de danske værdier, moralske tanker, historiske epoker samt ikke mindst det danske sprog – den måde vi, som danskere og nydanskere, udtrykker os overfor hinanden på.
Klubmedlemmer vælger en bog, som alle læser, funderer, og tænker over. Derefter udveksles indtryk og synspunkter om bogen gennem diskussioner og dialoger på efterfølgende møder (månedlige). Det er altid interessant at høre, hvordan andre (måske specielt ens venner) opfatter det, man selv beskæftiger sig med. Ud fra litteraturen kan der drages paralleller til det virkelige liv og i sidste instans måske endda til vores egne oplevelser. Vi kan blive klogere af at tage del i en forfatters oplevelser og beskrivelser, og så bagefter have mulighed for at dele dem med andre. Og ikke mindst kan det måske få os til at føle os mere hjemme.
Primært taler vi dansk sammen. Det styrker vore sproglige kompetencer og vores evne til at kunne “læse mellem linjerne”, samtidig med, at det styrker vores danske selvbevidsthed.
Med disse ord inviterer vi alle, der har lyst, tid og interesse, til at deltage i vores rummelige, litterære selskab. Du kan tilmelde dig her.
Første møde i vores Læseklub holdes lørdag d. 7.maj kl.14.00-16.00, hvor vi vil dele ud af vores læseoplevelser af Suzanne Brøggers “Fri os fra kærligheden”