Udveksling af erfaringer med integration

Vores partnere fra Rusland, Estland og Litauen havde kun to og en halv dag til at stifte bekendtskab med erfaringen hos danske organisationer, der hjælper nyankomne indvandrere og flygtninge med at finde sig til rette i det danske samfund. Vi havde sammensat et tætpakket program for dem, så de kunne møde organisationer, der har samlet stor erfaring på dette område. Vi skylder stor tak til vores søsterorganisationer, herunder Kringlebakken, FAKTI, Bydelsmødre, Indvandrer Kvindecentret, der alle med det samme reagerede på vores anmodning om at mødes, og som har forberedt nogle grundige fortællinger om deres arbejde. På Kringlebakken organiserede de også et møde med nogle af centerets besøgende, så vores gæster fik den meget væsentlige mulighed for at høre indvandrerkvinderne selv fortælle om deres integrationshistorie. Hos FAKTI fik vi serveret suppe, tilberedt af afghanske kvinder. Det fælles måltid skabte en atmosfære, der lagde op til samtale, og på denne måde var der intet mærkeligt i, at vores gæster og centerets egne besøgende hurtigt fandt fælles emner at tale om, men hvad der er noget mere uventet, også fandt ud af, at de havde fælles bekendte. Det er ikke kun i Danmark, der er mange flygtninge fra Afghanistan, det er der også i Rusland. Det viste sig at en af kvindernes bror arbejder i Skt. Petersborg, ikke langt fra en af gæsterne. Dette understregede for os alle endnu en gang, at vi lever i en globaliseret verden, og at det er både meningsløst og umuligt at lukke grænserne. Gæsterne fra de postsovjetiske lande stiftede også bekendtskab med den erfaring, vores egen forening, Verdens kvinder i Danmark, har indsamlet, og kunne her stille uddybende spørgsmål angående tilpasning til nye omgivelser på deres eget sprog. Derudover havde vi arrangeret en rundvisning til nogle af Københavns historiske steder med tilknytning til kvinders kamp for retten til uddannelse, for økonomisk uafhængighed og mod vold i hverdagen. Som afslutning på opholdet besøgte gæsterne butikken Ishtar – de etniske rødstrømper, hvor de med egne øjne kunne se, hvordan en socialøkonomisk virksomhed, oprettet og drevet af indvandrerkvinder fra Mellemøsten, fungerer. Besøget var første del af et stort projekt, som vi kører nu med støtte fra Nordisk Ministerråd og Nordisk Råd

Comments are closed, but trackbacks and pingbacks are open.