Denne gang har vi snakket om en lille fortælling af Jørn Riel: „Da løjtnanten blev tæmmet“.
Forfatteren bruger historien til tydeligt at beskrive forskellige mennesketyper, som i grunden er uafhængige at tid og sted.
Riel benytter sig af skrøne–formen for at fortælle os noget om forholdet mellem den enkelte og gruppen.
En skrøne er jo i grunden en slags løgnehistorie, men Riel håndterer formen så overbevisende, at det absurde til sidst bliver realistisk. Han benytter sig af et klart og tydeligt sprog med mange billedlige udtryk….
Vi havde en livlig diskussion og kom vidt omkring, bl.a. snakkede vi om soldaterlivet og om kønsroller. Selvfølgelig vendte vi også tilbage til sproget – nutidsdansk – og hvilke træk det udmærker. Det blev nævnt at ”sprog er tænkning”. Et eksempel på ”sproglig sløseri” er brugen af ordet ”at starte”. I langt de fleste tilfælde bliver det brugt forkert og man skulle i stedet bruge ”at begynde”. En maskine starter, en koncert begynder.
Næste gang mødes vi søndag d.19. januar 2014 og vi skal læse en novelle af Ida Jessen: ”December er en grusom måned”. Denne novelle findes i samlingen ”Postkort til Annie” fra 2013. Vi har endnu ikke besluttet, hvor vi mødes. Oplysningen kommer senere.