Cykeltur “Idyllisk Hørsholm “, også med sprogoplevelse.

Cykeltur nummer tre havde som sædvanlig en særlig detalje indlagt. Vi har cyklet i roligt tempo, med flere stop undervejs, så alle kunne være med, forbi flere historiske seværdigheder – Sophienberg, Mikkelborg, Kokkedal Slot, Vallerød m.m. Vi har nydt stranden, vandet, solen og selskabet. Desuden noget helt specielt: det særlige ved netop denne tur var, at vi, ud over at nyde naturen og arkitekturen på den danske Riviera, som vores smukke Nordsjælland ofte kaldes, også trænede vores danske sprog.

Et af vores stop var i Rododendronparken ved Nivaagaard, hvor de på Nivaagaards Malerisamling bekymrer sig om det danske sprog, især om en række ord, som er ved at gå ud af brug. Derfor har de oprettet et reservat i parken, hvor truede ord kan opholde sig, indtil de finder fodfæste i det danske sprog igen. Ca. 100 truede ord står på skilte stukket i jorden rundt omkring i parken, hvor både museets personale og gæster sørger for, at de får kærlighed, opmærksomhed og næring. Når museet skønner, at ordet har genfundet sin plads i sproget, bliver det sluppet fri og erstattet af et nyt, truet ord.  Vores cykeltur kom til at tage meget længere end vi havde planlagt, fordi vi stoppede op ved næsten hvert eneste skilt og diskuterede ordet, dets betydning og dets skæbne. Det var en stor fordel at der i turen også deltog danskere, som elsker og kender deres sprog og som viste sig at være fremragende sprogguider for os.

Alle som var med på vores sidste udflugt ser allerede med glæde frem til næste stop på vores tur rundt i København. Næste gang bliver lørdag d. 31 august, hvor turen denne gang går til Amager. Alle som skulle have lyst til at deltage er meget velkomne. For yderligere information om hvor og hvornår vi mødes på dagen, kan man kontakte os på denne email: kontakt@verdenskvinder.dk

Comments are closed, but trackbacks and pingbacks are open.