Arbejdernes by

Arbejderklassen har spillet en central rolle i Københavns og Danmarks udvikling. Mange af de store arbejderkampe blev udkæmpet i hovedstaden og har været med til at forme det moderne Danmark og danne grundlaget for velfærdsstaten. Foreningens cykelklub har var en søndag i juli på en cykeltur ”Arbejdernes by”, hvor vi har set nogle af de steder, hvor disse kampe fandt sted, og har oplevet, hvordan arbejderne har været med til at ændre byen.
Vi startede fra Arbejdermuseet i Rømersgade, hvor vi kiggede på bygningen og hørte om museet og dets fortid som Folkets Hus. Vi forsatte til Sankt Hans Torv, hvor vi både hørte om ”Slaget på Fælleden” 5. maj 1872 og ”slaget på Fælledvej” i 1993, hvor der efter Edinburgh-aftale-afstemningen var gadekampe, og hvor politiet for første gang efter 2. verdenskrig skød mod civile. Herefter tog vi et sving til Ravnsborggade 21 hvor Louis Pio, Brix og Geleff blev arresteret dagen før mødet på Fælleden – der sidder en lille mindetavle, og ved at trykke på nogle knapper i opgangen kom vi ind i 3. baggård, som er en typisk gammel Nørrebro baggård. Herfra gik turen til Jagtvej 69, som jo også er et forhenværende Folkets Hus, hvor bl.a. den internationale socialistiske kvindekongres blev afholdt i 1910, med deltagelse af bl.a. Alexandra Kollentaj, Clara Zetkin, Rosa Luxemburg og Danmarks første kvindelige minister, Nina Bang. Vores vej videre førte os til en kort frokostpause i Nørrebroparken, og videre til Gimle, der er navnet på et forsamlingshus på Frederiksberg – hvor det første danske socialdemokratiske program blev vedtaget i 1876, i stil med det tyske socialdemokratis Gotha-program. Ved bygningen der ligger på det gamle KVLs område og lige ved siden af KVLs Have, hvor vi også kunne nyde Bjørn Nørgårds smukke udsmykning af pladsen foran Gimle. Vi gjorde et stop på Vesterbrogade 112a, hvor en plade på væggen i baggården kundgør, at her boede Lenin under sin deltagelse i 2. internationales 8. kongres i 1910. Lenin mente vist i øvrigt at danskerne ikke var specielt revolutionære, og det har han jo nok ret i. Vores turen sluttede ved Vega, som også er et tidligere Folkets Hus, bygget i 1956. Nu er det et spillested primært for unge, og arbejderne – ja de sidder foran skærmen og ”har sejret af helvede til”.  

Comments are closed, but trackbacks and pingbacks are open.