På vores januar-møde har vi talt om Hanne-Vibeke Holsts drama “Moskva 7.oktober”.
Hanne-Vibeke Holst er forfatter til mange bøger, f.eks. “Min mosters migræne – eller hvordan jeg blev kvinde” 1999, “Kronprinsessen”, 2002
“Kongemordet” 2005 ”Dronningeofret” 2008 og “Undskyldningen” 2011 og mange flere. Hun er aktiv debattør. I 2004 blev hun kåret som Årets Aktive Kvinde af landsforeningen “Aktive kvinder i Danmark” og i 2006 modtog hun Mathilde-prisen af “Dansk kvindesamfund” og Bog & Idé s læserpris.
“Moskva 7.oktober” er et skuespil om den russiske kvindelige journalist Anna Politkovskaja, der blev likvideret i Moskva d.7.oktober 2006. Det var meget interessant for læseklubbens deltagere at udveksle holdninger, da emnet var specielt interessant for dem, der er vokset op i Sovjetunionen. At diskutere emner, der rører hjertet, er den bedste måde at glemme alt om sprogproblemer og derved være aktive sprogligt og mentalt.
Vi har haft en spændende udveksling af tanker og meninger.
Bogens indhold har vakt mange refleksioner og dybe spørgsmål, som vi kun har nået at berøre.
. Ytringsfrihed; Demokrati eller diktatur i Rusland; Udviklingen af Perestrojka.
. Kynisme og dobbeltmoral hos de russiske myndigheder?
. Enkelte personers rolle i historien.
. Bør man fortælle og vidne om magthavernes forbrydelser?
. Er det heroisme eller dumhed at ofre sit liv mod en overmagt?
Vores næste møde holder vi den 31.marts kl.14.00 til 16.00 hos Bente Hansen. Den bog, der blev foreslået, hedder “Lillys Danmarkshistorie- Kvindeliv i fire generationer” af Pia Fris Laneth. Den er omfattende – godt 600 sider – men med meget billedstof! Ellen Widding oplyser, at bogen giver et grundigt og nuanceret billede af tiden fra slutningen af 1800 til begyndelsen af 2000, både i by og på land. Selvom den mest må siges at være kvindehistorie, er der indlejret et politisk og økonomisk perspektiv i beretningen, som gør den almen. Den er efter hendes mening let at læse og billederne er udvalgt med omhu!
Alle, der er interesseret i at deltage i læseklubben, er velkomne. Send bare en mail til kontakt@verdenskvinder.dk og få oplysning om stedet.



















